TIL DE VOKSNE

MadMagi er det første projekt under foreningen Alchemist Taste Lab, og projektet varer fra 1. april 2020 til 31. december 2021. 

Alchemist Taste Lab skal være et eksperimenterende og formidlende madunivers for børn og unge, hvor der er plads til at undersøge maden med sine sanser, at være nysgerrig på fødevarers oprindelse, at undersøge maden med naturvidenskabelige briller på og at slippe fantasien løs i køkkenet. 

Ideen om Alchemist Taste Lab er udviklet af køkkenchefen og medejer af restauranten Alchemist, Rasmus Munk. Han har gennem sine forskellige indtryk på restauranten sat fokus på politiske og etiske emner som dyrevelfærd, plast i verdenshavene og FN’s 17 Verdensmål. Han ønsker derfor med Alchemist og Alchemist Taste Lab, at der arbejdes mod et fælles mål: at forandre fødevarekulturen både lokalt, nationalt og globalt.

Rasmus Munk tror på, “at dannelse af vores næste generation gennem madviden og leg vil få børn opg unge til at blomstre samt skabe grobund for lysten og engagementet til at bruge naturvidenskaben i praksis“.

I løbet af projektets levetid lanceres en ny YouTube-kanal, MadMagi, hvor børn og unge kan lære om sammenhængen mellem mad og naturvidenskaben gennem 15 forskellige videoer. Derudover kan den unge målgruppe finde mere viden på MadMagis hjemmeside og MadMagis Instagram profil.  

Projektets formål

 

MadMagi har til formål at skabe begejstring og engagement for det naturvidenskabelige område gemt i mad gennem en række formidlingstiltag henvendt til børn og unge i alderen 7-14 år. 

Projektets aktiviteter

 

I løbet af projektets levetid lancerer MadMagi en ny YouTube-kanal, hvor børn og unge kan inspireres og fascineres af de naturvidenskabelige områder fortalt gennem maden. Gennem 15 forskellige videoer kan den unge målgruppe lære om alt fra emulsioner, læren om insekter til at udvikle mad i rummet til fremtidige astronauter. Derudover kan børn og unge finde opskrifter, opsøge mere faglig viden og læse om de forskellige medvirkende i videoerne på MadMagis hjemmeside. Dernæst vil MadMagi lægge forskelligt materiale op på MadMagis Instagram profil i form af Q&A’s, “behind the scenes” fra de tidligere optagelser samt andet relevant indhold, hvor det vil være muligt at interagere direkte med MadMagis unge publikum.

Alchemist Taste Labs forening

 

Alchemist Taste Labs forening består af forskellige bestyrelsesmedlemmer, og hvert medlem bidrager med viden og erfaring inden for gastronomi, naturvidenskab, arkitektur og formidling:

 

Peter Frigaard er civilingeniør og lektor ved Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet.

Anna Marie Fisker er Ph.d. i Mad og Arkitektur og lektor ved Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet.

Helle Brønnum Carlsen er Ph.d. i Mad og Æstetik og lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Ole G. Mouritsen er dr. scient. og professor i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation på Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Foreningens formål er: 

“Funderet i det ‘holistiske køkken’, som er værdigrundlagte for Alchemist, har foreningen til formål at skabe større forståelse for og viden om det frugtbare og innovative samspil mellem gastronomi, videnskab, kunst, teater, madhåndværk, teknologi, design, historie, læring, dannelse samt sanselige og æstetiske oplevelser. Et særligt indsatsområde er aktiviteter rettet mod børn og unge. Foreningens arbejde er af ikke-kommerciel og almennyttig karakter. Foreningens arbejde synliggøres lokalt, nationalt og globalt”.  

Finansiering af projektet MadMagi

 

Novo Nordisk Fonden har støttet MadMagi under fondens tematiske program  “Nytænkende kommunikation og debat om naturvidenskab og teknologi”. Læs mere om fonden her.

Samarbejdspartner

 

Center for Food Science, Design and Experience ved Aalborg Universitet er samarbejdspartner på projektet MadMagi og bidrager med faglig projektledelse, initering af opstart og gennemførelse af faglige aktiviteter ifm. MadMagi, løbende evaluering samt faglig slutafrapportering.  

...

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!